Her kan i finde tips, tricks og gode råd til at bygge jeres helt egen bane. Alt i denne guide er kun vejledende, så vær endelig kreativ, hvis I har nogle andre idéer til at bygge en bane.

1. Lang eller kort bane?

Før I bygger banen, så overvej om I vil køre på en lang eller kort bane. Jo kortere banen er, desto flere runder kan I køre.

IDÉ! I kan også lave én lang bane, hvor I ikke kører i ring. I så fald kan I starte løbet ved Checkpoint 1 og slutte ved målstregen.

2. Ustabil overflade?

Hvis I spiller på et plankebord med store mellemrum, så anbefaler vi at I lægger en dug på bordet.

Har I ikke en dug, så brug et lagen. Har I ikke et lagen, så stram lige op!

3. Generelle tips

Checkpoints: Placer gerne checkpoints lige inden svære sektioner eller forhindringer.

Spilkassen: Hvis muligt, så sæt spilkassen centralt på bordet, da man bruger den under spillet.

Boosterstjerner: Lav gerne en række af stjerner mellem hvert checkpoint, så der er masser af muligheder for at opsamle boosters.

Palmer: Brug palmerne til at lave områder som spillerne skal være påpasselige ved, eller brug dem til at gøre banen smallere nogen steder.

4. Bedre flow i spillet: Bander!

Det kan være sjovt at skyde hinanden udover kanten af banen, men hvis det er eneste der sker i løbet, så bliver det hurtigt kedeligt. Så lav gerne masser af bander rundt omkring banen!

Brug ting fra hjemmet - fx. bøger og glas - til at lave banderne. Placer dem især i hjørnerne eller andre steder, hvor spillerne kommer tæt på kanten.

5. TEST SVÆRE PASSAGER

Hvis I har steder på banen, som kan være svære at komme igennem eller forbi - fx flyvehop eller tunneler - så test dem på forhånd, så I er sikre på, at man faktisk kan komme igennem dem.

TIP! Har I en svær passage kan I evt. sætte et checkpoint lige inden, så man ikke skal sendes en halv bane tilbage, hvis man kikser.